Derfor skal du få chipmærket dit kæledyr
27
post-template-default,single,single-post,postid-27,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-theme-ver-17.2,qode-theme-bridge,qode_header_in_grid,wpb-js-composer js-comp-ver-7.0,vc_responsive
 

Derfor skal du få chipmærket dit kæledyr

Derfor skal du få chipmærket dit kæledyr

Hvis du har enten hund eller kat, så ved du også, at det en gang imellem hænder, at de stikker af. Du glemmer at lukke døren, når du skal ud med skraldet – og vupti så er hunden eller katten smuttet ud. Det kan også være, at de ser et dyr, der enten er værd at løbe fra eller efter. Med andre ord er det blot et lille øjebliks uopmærksomhed fra din side, eller en lille distrahering på dit dyrs side, som skal til. En chip er en genial måde at sikre, at dit kæledyr altid har din information ”på sig”, hvilket gør det væsentligt nemmere for dig at finde det igen.

Sådan fungerer chippen

Proceduren er ikke mere omfattende end en vaccine, idet den sættes ind med en kanyle. Chippen er nemlig kun på størrelse med et riskorn, og indsættes derfor hos din dyrelæge på få sekunder. Alligevel er det vigtigt, at du får indsat chippen hos en dygtig dyrelæge – i tilfælde hvor chippen er sat et forkert sted, kan det resultere i uheldige komplikationer.

Når chippen er indsat, skal du også registreres hos Dansk Hunderegister. Chippen har et unikt nummer indkodet, som dog ikke hjælper det store, hvis ikke det er koblet sammen med dine informationer. Chippen fungerer nemlig ikke som en GPS. Den indeholder kun de informationer, som er nødvendige i tilfælde af, at din hun stikker af, bliver væk eller – værst af alt – bliver stjålet. Registreringen foretages sammen med din dyrelæge, inden du og dit kæledyr forlader klinikken. Flytter du, eller ændrer du dit telefonnummer, så skal du huske at opdatere det inde på Dansk Hunderegisters hjemmeside – ellers risikerer du jo bare, at de ringer forgæves, når de finder dit kæledyr. Der kan være registreret op til to ejere af et kæledyr – så er i et par, er det en god idé at koble jer begge op på chippen.

Derfor er chipmærkning bedre end øremærkning

Øremærkning fungerer efter samme princip som en chip. Det øremærkede nummer er koblet sammen med dine oplysninger i Dansk Hunderegister. Men et øremærke kan blive udtværet og svært at aflæse med tiden. Derfor er en chip en væsentlig mere langsigtet og sikker løsning, selvom de fungerer på samme måde. Hertil er det ikke alle dyr, som har et øre, som kan mærkes. Chippen kan sættes ind i alle arter kæledyr – så har du en eventyrlysten papegøje eller en udbryderkonge af en slange, så er chippen her den eneste mulighed.

Chipmærkning er ikke en erstatning for halsbånd og navneskilt – det er et supplement!

Halsbånd og navneskilte kan slides til ukendelighed og falde af. En chip sidder, hvor den sidder – og så længe dit kæledyr ender hos en dyrelæge eller et internat med chiplæser, så vil dit kæledyr kunne identificeres som dit. Alligevel kan det kun anbefales, at du sørger for, at halsbånd og navneskilt altid er på dit kæledyr. Især når i er uden for huset. Fordi chippen kun kan aflæses med et dertil indrettet apparat, så hjælper den først, når dit kæledyr faktisk lander et sted, hvor de har en chipaflæser. Du får således dit kæledyr væsentligt hurtigere hjem, hvis privatpersonen, som finder det, hurtigt kan se dit telefonnummer og ringe.

Chipmærkning gør det mere besværligt at stjæle dit kæledyr

Der findes nederdrægtige mennesker, som stjæler andre folks kæledyr. Chippen er væsentligt sværere at ”tage af”, end et halsbånd. Det betyder, at kommer dit kæledyr i nærheden af en dansk chiplæser, så er der en chance for, at tyveriet bliver opdaget. Det kræver dog, at du melder dit kæledyr stjålet, inden tyven får en chance for at omregistrere det. Det anbefales, at du melder tyveriet til både Falck, Dansk Hunderegister og Dyrenes beskyttelse. At dele info om tyveriet på sociale medier er også altid en god idé – så sørg for altid at have friske, vellignende billeder liggende af din hund eller kat. Det gør det trods alt lidt lettere for andre at genkende dit kæledyr.